12. marts 2020

Stop smitten på værkstedet – gode råd til efteråret

Af: Jan Kristensen

Foto: Jan Kristensen

Eksperter i virus er ikke i tvivl: Corona-smitten vil vende tilbage i efteråret, selvom smittetrykket er lavt i Danmark. Her kan du få gode råd om indsatser, der kan stoppe smitten på din virksomhed.

Er dine medarbejdere stadig opmærksomme på at holde afstand, vaske hænder og spritte af?  Eller er ligegyldigheden og sjusk med håndvask vendt tilbage? Det kan betyde smittefare på værkstedet. Omvendt kan gode vaner både holde corona og mange andre sygdomme ude af virksomheden.

-De fleste arbejdspladser vil kunne spare omkring 25 procent af deres sygefravær ved at bryde smitteveje. Det kræver egentlig kun, at medarbejderne vasker fingre med vand og sæbe, når de møder, før de spiser og efter toiletbesøg. Så enkelt er det.

Vurderingen kommer fra sekretariatschef Lars Münter fra Rådet for Bedre Hygiejne. Han læner sig op ad solide tal fra en række virksomheder, der har deltaget i forsøg med yderligere fokus på håndhygiejne. Et af dem var vindmøllevirksomheden Vestas.

Bedre rengøring

Halvdelen af sygedagene på danske arbejdspladser skyldes stress, ondt i ryggen, faldskader etc. Resten af sygefraværet i Danmark er infektionsrelateret. God hygiejne kan således stoppe både corona og typiske vinterproblemer som almindelig influenza, Roskildesyge og forkølelse.

-God håndhygiejne kan dog ikke stå alene. Det er vigtigt, at rengøringen på virksomheden ikke bare handler om det rene gulv. Rengøringen skal være fokuseret på at få vasket og afsprittet fælles berøringsflader. Det handler om håndtag, kaffemaskiner, tastaturer og flader. Rengøring er vigtig alle de steder, hvor vore hænder deler overflader i løbet af arbejdsdagen, siger Lars Münter.

Et andet meget vigtigt element i at nedbringe sygefraværet er at sikre, at der reelt bliver vasket fingre, når medarbejderen står ved håndvasken og åbner for hanen. Rådet for Bedre Hygiejne gør her opmærksom på, at der er lavet undersøgelser, som viser, at kun halvdelen af besøgende på et toilet rent faktisk bruger sæbe ved håndvasken. Det blev undersøgt ved at sætte en tæller på sæbedispenseren ved håndvasken.

Husk sæben

-Uden sæbe mangler kvaliteten i en håndvask. Mange menneskers opfattelse af at have en god håndhygiejne er derfor meget forskellige fra den reelle situation. Måske skulle flere virksomheder holde en årlig øvelse i hygiejne, lige som man holder en årlig brandøvelse, lyder forslaget fra Lars Münter.

I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, at medarbejdere i produktionen ofte er markant bedre til håndhygiejne end deres kolleger på kontoret. Det skyldes formentlig det visuelle aspekt.

-Når man kommer ind fra et mere beskidt arbejde og skal spise, så er det jo meget synligt, om man har vasket fingrene ordentligt. Fra kontorerne kommer mange direkte til kantinen og tænker ikke på deres fingre som beskidte. Men de fingre er IKKE rene, selvom de ser sådan ud, lyder advarslen.

 

FAKTABOKS:

Hvad er hygiejne?

Hygiejne er fællesbetegnelsen for metoder til at hindre smittespredning gennem renlighed, rutiner eller design, der forhindrer bakterier og vira i at forårsage sygdom.

I praksis drejer dette sig om alt fra hænder, overflader, tøj og fødevarer – og fra hospital til hjem og ung til gammel.

https://www.bedrehygiejne.dk/