26. oktober 2020

Smedjen: Smedene spritter af på skift

Af: Jan Kristensen

Foto: Jan Kristensen

Corona og krise påvirker ikke forretning og økonomi hos Sydhavnens Smede i Vordingborg. Men smittefaren tages alvorligt. Svende, chefen og lærlingen afvasker, spritter og rengør hver dag på skift alle overflader, hvor de 11 ansatte risikerer at smitte hinanden med virus. Chefen Mikkel Albrechtsen vil gerne have høj bevidsthed og fælles ansvar for smitterisikoen.

Hvad er status for jeres ordrer og økonomi?

Vi blev lige ramt i 14 dage efter at landet blev lukket ned. Men vi havde så mange ordrer inde, at det ikke betød noget. Folkene blev dog lidt nervøse og begyndte at spørge til, om de skulle sendes på arbejdsfordeling. Men så kom der igen ordrer, og jeg må sige, at vi samlet set ingen nedgang eller påvirkning får i år her i virksomheden. Tværtimod har jeg netop indlejet en mand mere for at nå alle opgaverne.

Det er synd for de virksomheder, der for alvor bliver ramt. Men vi er gået fri. Vi renoverer eksempelvis meget for BaneDanmark. Her går vi og arbejder uden kontakt til andre personer. På samme måde har vi lavet store renoveringsopgaver for en virksomhed som Vikinge Malt i Vordingborg. Virksomheden satte gang i en række opgaver imens der var mindre efterspørgsel. Derfor ligner 2020 et normalt år – og de samme forventninger har vi til 2021.

Har I selv været ramt af corona?

Heldigvis ikke. En enkelt medarbejder er blevet testet på grund af en bekendt, der var testet positiv. Han blev hjemme til testresultatet var klar – og han var negativ. I det hele taget har Vordingborg-området været forskånet for høje smittetal. Men jeg har ønsket, at vi skal tage ansvar for hinanden. Derfor har vi alle 11 diskuteret, hvor og hvordan vi skulle gøre ekstra rent på virksomheden.

Det har betydet, at vi på skift alle 11 bruger knap en time på ekstra daglig rengøring og afspritning af udvalgte overflader. Alle har del i ansvaret. Det giver en god bevidsthed.